Sådan styrker du din webshop gennem digital PR og SEO

Sådan styrker du din webshop gennem digital PR og SEO

Online-shopping vokser stødt, og erfarne online-forbrugere foretager nu mere end halvdelen (51 %) af deres indkøb på nettet, viser en undersøgelse foretaget i USA i 2016. Forbrugere søger på nettet, når de eksempelvis er på udkig efter en ny jakke, bog, laptop eller gave. Og ligeledes hvis de mangler en blikkenslager, personlig træner eller webudbyder eller har brug for lektiehjælp.

For at få hjælp og vejledning til at træffe købsbeslutninger læser forbrugere online-anmeldelser. Og takket være sites som Trustpilot, Google+ og Amazon såvel som bloggeranmeldelser og sælgeranmeldelser på webshops kan forbrugerne finde pålidelige oplysninger om de detailhandlere og serviceudbydere, de er interesserede i.

Men hvordan kan virksomheder profitere af forbrugernes søgninger og dermed øge deres online-salg? Svaret er digital PR og SEO.

SEO-optimér dit website

Hvis du vil gøre din webshop til en succes, skal du først og fremmest have et intuitivt og veldesignet website. Websites skal være brugervenlige, overskuelige og fyldt med virkningsfulde CTA-knapper (knapper med tekst, der opfordrer brugerne til handling). Hvis dit website ikke lever op til det, risikerer du en høj afvisningsprocent og dermed at miste potentielle kunder.

Der skal dog mere til end bare et godt website for at blive placeret højt i Googles søgeresultater. Websites skal være optimerede, så søgemaskiner som Google rangerer dem efter de anvendte søgeord.

Undersøg efterspørgslen på de søgeord, dit website skal rangeres efter, og lav en liste over de vigtigste kort- og langsigtede søgeord. Kortsigtede søgeord består af mindst fire søgeord, der bruges i specificerede søgninger, hvor konkurrencen og trafikken er lille, f.eks. ”den mest populære mobiltelefon i Danmark”, mens langsigtede søgeord består af ét søgeord eller korte fraser, der bruges i generiske søgninger, hvor konkurrencen og trafikken er stor, f.eks. ”mobiltelefon”. Med kortsigtede søgeord kan du nemmere opnå høje placeringer i søgeresultaterne, og med langsigtede søgeord tager det længere tid at opnå topplaceringer. Det ideelle er at finde en god balance mellem brugen af de to typer søgeord. Prøv derfor at inkorporere de søgeord med din højeste prioritet på dit website ved at flette dem ind i teksten, så den har et naturligt flow. Hvis du bare propper dem ind (”søgeords-stuffing”), gavner det hverken dine placeringer i søgeresultaterne eller brugernes indtryk.

Skriv relevante blogindlæg

Konsulenter inden for digital PR og SEO-specialister anbefaler, at man opdaterer online-blogs jævnligt. Blogs kan booste dit websites placeringer i søgeresultater gennem SEO-optimerede emner og tekster. Når du uploader nyt indhold på Google, registrerer Googlebot, at dit website er aktivt. Googlebot gennemgår nyt indhold for at fastlægge, hvilke søgeord dit website skal rangeres efter.

Hvis du er skeptisk over for blogging, bør du overveje følgende: 60 % af de virksomheder, der skriver blogindlæg, skaffer flere kunder. Din blog er din virksomheds stemme, som dine kunder lytter til. Den er også god til at markedsføre dit brand på de sociale medier, i nyhedsbreve og online-netværk. Blogindlæg kan med fordel være omdrejningspunktet for din digitale PR-strategi: De er gode at linke tilbage til i gæsteindlæg, du kan kommentere en journalists artikel, der er relevant for din virksomhed, produkter og branche, du kan samarbejde med bloggere eller nå ud til dine kunder gennem enhver anden form for blogaktivitet.

Dine blogindlæg bør henvende sig til potentielle kunder. Du kan videregive oplysninger og råd som svar på de anmodninger og spørgsmål, dine kundeservicemedarbejdere modtager, eller de søgninger, der foretages på Google (i forbindelse med dine produkter eller tjenesteydelser). Undersøgelser viser, at lange blogindlæg rangerer højere i søgeresultaterne end korte blogindlæg, så du bør inkludere så mange detaljer som muligt for at SEO-optimere dine blogindlæg.

Skriv gæsteblogs

Gæsteblogs er den bedste form for digital PR. Ved at skrive artikler til andre websites om branchespecifikke emner kan du profilere dig som ekspert inden for dit område og opnå værdifulde backlinks til dit website.

Det er vigtigt for din SEO at have backlinks til dit website, da links til dit website viser, at det er en velanset kilde. Og hvis et velanset og/eller relevant website linker til dit website, opnår det mere såkaldt SEO-linkjuice. Linkjuice er den effekt, et link kan have på et andet website.

Flet links ind i din artikel, så de indgår som en naturlig del ligesom søgeordene. Prøv f.eks. at udvælge ord, der er relevante i forhold til dit link, og gør dem til et hyperlink.

Samarbejd med bloggere

Hvis du har en webshop og de rette produkter, kan du fremme tillid til dit brand gennem blogindlæg, produktanmeldelser og gratis vareprøver ved at samarbejde med bloggere. Bloggere har stor indflydelse, og hvis de kan lide dine produkter, vil deres følgere måske også prøve dem.

Servicevirksomheder kan også drage fordel af anmeldelser fra bloggere. Hoteller kan tilbyde en gratis overnatning, en frisør kan tilbyde en gratis hårfarvning, eller en restaurant kan invitere en blogger på et måltid. Mange bloggere vil med glæde skrive en anmeldelse til gengæld for en gratis tjenesteydelse, hvis det er relevant for bloggens niche og målgruppe.

En del bloggere inkluderer gerne et link til dit website i en anmeldelse eller et indlæg, hvilket vil SEO-optimere dit website. Hvis din virksomhed er meget aktiv på de sociale medier eller YouTube, kan du også drage fordel af at samarbejde med influenter på de sociale medier og vloggere. Selv om du ikke får nogen backlinks, kan deres tilstedeværelse på de sociale medier stadig skabe meget trafik til dit website.

Indsaml anmeldelser

Anmeldelser er en vigtig del af din strategi for digital PR og SEO. Når forbrugere søger online efter din virksomhed eller foretager en søgning på dine produktnavne, skal de helst se nogle gode anmeldelser. Gode anmeldelser styrker tilliden til et brand, påvirker købsadfærd og kan have en positiv effekt på din lokale SEO. Omkring 85 % af forbrugere læser online-anmeldelser, så de er en nødvendig del af din marketingstrategi.

Du kan opfordre tidligere kunder til at skrive en anmeldelse af din virksomhed på din foretrukne platform. Hvis du satser på et specifikt geografisk område, er Google+-anmeldelser et godt valg. TripAdvisor, Facebook og Trustpilot er også gode platforme at indsamle anmeldelser fra. Hvis du har en webshop, kan du også bede tidligere kunder skrive en produktanmeldelse på dit website.

Den mest effektive måde at indsamle anmeldelser på er ved blot at opfordre dine kunder til at skrive en. Det kan eksempelvis være via mail, når en kunde har modtaget sin ordre, eller gennem et nyhedsbrev. Du skal bare huske at inkludere et link til din foretrukne anmeldelsesplatform. Hvis du har en offline-forretning, kan du bede tilfredse kunder skrive en online-anmeldelse.

En gennemarbejdet strategi for digital markedsføring, der kombinerer digital PR og SEO, er vigtig for virksomheder, der vil generere online-leads og løfte salget. Internettet har et enormt kundepotentiale, som ikke bør tilsidesættes af nogen virksomhed.

Kort om forfatteren: Charlie Marchant er ansvarlig for digital PR hos en engelsk virksomhed med speciale i digital strategi. Hun har mere end tre års erfaring med at rådgive virksomheder i at øge trafik, generere leads og løfte salget gennem digital PR og SEO.