Sådan påvirker internettendenserne i 2017 e-handlen

Sådan påvirker internettendenserne i 2017 e-handlen

Mary Meekers anerkendte årlige rapport om internettendenser bliver minutiøst læst og fulgt af virksomheder såvel som analytikere og journalister. Her kan du læse om de tendenser, der har størst betydning for e-handlen, og hvad du kan gøre for at være et skridt foran dine konkurrenter.

E-handlen oplever en kraftig vækst og skærpet konkurrence. Aktuelle statistikker over e-handel viser, at 40 % af internetbrugerne på verdensplan har købt produkter online via computer, tablet eller andre smart-enheder.

Hvis du gerne vil være et skridt foran dine konkurrenter, er det vigtigt at kende de seneste tendenser og statistikker over e-handel og internetbrug. Uanset hvor stor din virksomhed er, er vejen til succes at have en god strategi og finde ud af, hvad der fungerer bedst, så du ved, hvor du skal lægge din tid og energi for at opnå størst mulig effekt.

Mary Meekers rapport giver et indblik i, hvad vi kan forvente i den nærmeste fremtid.

Det handler om Generation Z

Generation Z, Millennials

Nu hvor Generation Z (født efter 1995) træder frem på scenen, er der ikke længere fokus på Millennials (født efter 1980). Generation Z forventes at blive fremtidens dominerende trendsættere.

Generation Z er multitaskere, der bruger flere skærme på én gang og har anderledes medievaner end andre generationer. De lever i en verden med konstante opdateringer og bearbejder information hurtigere end andre generationer takket være apps som Snapchat og Instagram. En verden, som er domineret af teknologi, hvilket har en stor indflydelse på deres forventninger. De forventer konstante fremskridt og kan ikke leve uden deres elektronik.

Med op til fem skærme på én gang mod tidligere generationers to skærme er Generation Z en mediegeneration, som er mere kreativ og visuelt orienteret end Millennials.

Hvordan påvirker det e-handlen?

Med denne generation af unge vil der muligvis ske et markant skifte i måden at annoncere på. Den øgede brug af apps og forskellige skærme gør det svært at tiltrække Generation Z’s opmærksomhed, så de marketingansvarlige inden for e-handel bliver måske nødt til at udvide deres fokusområde for at sikre, at de når ud til deres målgrupper. E-handelsvirksomhederne må tilpasse sig til denne nye kundegruppe, hvis de fortsat vil opleve succes.

Messaging-apps gør en forskel

Vil du gerne vide, hvor tjenester som WhatsApp og Snapchat er på vej hen? De forskellige beskedplatforme tilbyder integrerede funktioner, deriblandt e-handel, SMS’er og opkald, kort sagt alt hvad brugerne har behov for. Deres brede udbud af integrerede services har fået disse apps’ popularitet til at eksplodere, og denne udvikling ser ikke ud til at vende foreløbig.

I februar bekendtgjorde Viber deres skift fra kun at være en messaging-app til at være en integreret platform med nye e-handelsfunktioner. Appen vil foreslå brugerne varer på baggrund af deres samtaler i chatten – en helt ny måde at tjene penge på brugerne.

Messaging-appsene har flere brugere end de sociale medier med mere end tre milliarder aktive brugere om måneden fordelt på de fire største apps. Det er flere brugere end de fire største SoMe-apps har tilsammen.

Andre virksomheder er hoppet med på vognen. Og Facebooks beslutning om at videresende brugerne til appen Messenger, når de vil chatte med deres venner, viser, at de førende sociale netværk følger tendenserne for at følge med konkurrenter som WeChat, der allerede har stor succes i Kina, på trods af at de kun er halvt så store som Facebook.

Eftersom chat-apps i stigende omfang skaber kontakt mellem kunderne og virksomhederne, er det oplagt for flere messaging-apps at følge tendensen og begynde at sælge direkte på deres platforme.

Hvordan påvirker det e-handlen?

E-handelsvirksomheder bør overveje at kommunikere via messaging-apps for at gøre deres markedsføring mere personlig og relevant. Og hvis det er muligt, bør de også bruge lejligheden til at sælge deres produkter gennem disse apps for at nå ud til en yngre, global kundegruppe.

Stemmen ændrer vores måde at søge på

Amazon Echo, statistik

Meekers rapport understreger udviklingen inden for hjemme- og stemmeassistenter, der først blev kendt med Apples Siri og senere videreudviklet af Amazon Echo og Google Home. De tilbyder en ny type individuelt tilpasset indhold og nyheder, hver gang vi foretager en søgning.

Tidligere blev stemmeassistenter anset som ubrugeligt legetøj, men nu er de effektive værktøjer, som i høj grad kan løfte dit salg.

Amazon Echos udvikling inden for det sidste år vidner om, hvor hurtigt brugen af stemmesøgninger vokser, og de vil gradvist erstatte tekstbaserede søgninger.

I løbet af blot et år – fra maj 2016 til april 2017 – er Amazon Echos anvendelsesmuligheder steget fra 1.000 til mere end 12.000. Amazon forbedrer konstant deres produkt for at give brugerne flere funktioner at vælge mellem, og derfor er antallet af stemmesøgninger også steget.

Hvordan påvirker det e-handlen?

Stemme- og hjemmeassistenter er ved at ændre den måde, vi finder frem til svar på vores spørgsmål på søgemaskiner, og med det stigende antal stemmesøgninger bør du overveje, hvad det betyder for din virksomhed. Indholdet på din virksomheds website skal være optimeret i forhold til stemmesøgninger, så du dukker op i søgeresultaterne, når købere går på opdagelse på internettet.

For at skabe indhold, der er optimeret til stemmesøgninger, er det vigtigt at fokusere på lange søgeord eller måske endda hele sætninger, da brugeres søgninger gerne er mere naturlige, når de foretager stemmesøgninger frem for tekstbaserede søgninger. Og derudover bør du optimere dit website til lokal SEO, da de fleste stemmesøgninger er lokale.

Tænk på sætninger såsom:

“Hvor kan jeg få den bedste kop kaffe i London?”
“Hvor er det nærmeste renseri?”
“Vis mig et hotel i Chicago med fire stjerner eller mere”

De er alle lokale søgninger, og de bedste e-handelsvirksomheder har allerede optimeret deres websites til den type søgninger.

Husk at opdatere dit website regelmæssigt. Brugerne vil med stor sandsynlighed søge på åbningstider, nøjagtig beliggenhed og lignende detaljer. De virksomheder, der optimerer indholdet på deres websites til stemmesøgninger, vil sandsynligvis være et skridt foran deres konkurrenter.

Social selling og marketing vokser også

Facebook, statistik

Social selling er en trend, der sandsynligvis fortsætter efter 2017. Social selling er en opgradering af dine nuværende salgsmetoder, som når ud til onlinekunder på sociale platforme. Det er den nye måde at sikre, at potentielle kunder husker din virksomhed, mens du opbygger personlige relationer og bliver klogere på dine kunder og din forretning i løbet af købsprocessen. Og det er netop dette fokus på at opbygge en personlig relation til dine potentielle kunder, der er den væsentligste forskel på social selling og social marketing.

De fleste ejere af store webshops er begyndt at bruge sociale platforme til at promovere deres virksomhed gennem social selling og social marketing og genererer dermed trafik, der øger omsætningen og salget på deres website.

Selvom Google er den mest populære digitale annonceudbyder og vokser med 20 % fra år til år, oplever Facebook en større vækst på 62 % fra år til år. Det viser, at Google ikke er den eneste store spiller, hvad angår digital annoncering. Det virker også til, at Facebook kan tilbyde en bedre ROI, f.eks. foretog 26 % af de personer, der klikkede på en annonce på Facebook i 2017, et køb.

Hvordan påvirker det e-handlen?

De sociale medier bliver i stigende grad brugt som e-handelskanaler. Derfor bør du investere i social selling, hvis du vil undgå at blive overhalet af dine konkurrenter. Her er nogle gode råd til en strategi for social selling:

  • Dit omdømme er ligeså vigtigt i den digitale verden som i virkeligheden. Det er vigtigt, at dine sælgere opdaterer deres biografier og fremstår pålidelige og venlige.
  • LinkedIn er et godt sted at finde forretningsforbindelser, men Twitter har en bedre søgefunktion. Du kan søge på og følge hvem som helst, og de behøver ikke acceptere din anmodning ligesom på LinkedIn og Facebook.
  • Del din ekspertise og tilbyd løsninger. Følg branchens store navne. Brug Google Alerts til at overvåge nettet, brug relevante hashtags for at blive set og målret dit indhold til dine kunder.
  • Del, slå op, kommentér, tryk “Synes godt om”. Sørg for konstant at pleje dine potentielle kunder med fantastisk indhold.

Reklameblokering er populært

Reklameblokering, statistik

Reklameblokering er et globalt fænomen, der har direkte indflydelse på e-handlen. Men hvordan kan annoncering fungere, hvis der ikke er nogen, der ser dine annoncer? Meekers præsentation viser en stigning i antallet af brugere, der blokerer annoncer både på mobil og computer.

Størstedelen af de globale apps til reklameblokering findes i Indien, Kina, Tyskland, USA, Storbritannien og Canada, men der sker også en stigning i reklameblokering på flere udviklingsmarkeder. Vil fremtidens annoncer stadig lide under dette fænomen? Nye data peger mod video- og mobilmarkedsføring, som er knapt så påvirket af reklameblokering. Kun halvdelen af brugerne af mobile enheder i USA ved, at de kan blokere annoncer på deres mobiler. Og når en femtedel af smartphonebrugerne siger, at de ikke har noget imod annoncer på deres mobiler, er det kun et spørgsmål om tid, før annoncørerne flytter deres annoncer væk fra andre platforme.

Det betyder, at traditionelle medier skal fordoble deres indsats, hvis de skal blive ved med at øge deres indtægter.

Hvordan påvirker det e-handlen?

I takt med at flere brugere benytter reklameblokering på computere, bør e-handelsvirksomhederne annoncere på flere platforme. Som Mary Meekers data viser, varierer reklameblokering markant fra den ene platforme til den anden, og brugere af mobile enheder benytter ikke reklameblokering nær så meget som computerbrugere. Derfor kan det have en stor effekt på din konverteringsrate, hvis du flytter dine annoncer.

Og apropos mobiler:

Brugen af mobiler stiger markant og brugergenereret indhold åbner op for store muligheder

Tidsforbrug, digitale medier

Der er nu 3,5 milliarder internetbrugere på verdensplan, hvoraf 2,8 mia. er mobilbrugere.

Meekers data afslører, at internetbrugerne i USA bruger 3,1 timer om dagen på deres mobil mod 2,2 timer om dagen på deres computer. For første gang nogensinde overgår mobilannoncer computerannoncer, og computerannoncer er endda kommet langt bagud, da de tegner sig for 34 milliarder dollars, mens mobilannoncer tegner sig for 37 milliarder dollars.

Det nye stadie i evolutionen af brugergenereret indhold, som er drevet af smartphones, åbner op for nye muligheder for kreativ udfoldelse og social sharing. Livevideoer på Snapchat, Facebook og Instagram skaber nye kontaktpunkter for brugere, brands og medievirksomheder. Med så mange tilgængelige sociale platforme har det aldrig været lettere at udnytte brugergenereret indhold.

Brugergenereret indhold kan booste kontakten 6,9 gange mere end brandgenereret indhold. Store e-handelsvirksomheder gør nu brug af platforme som Instagram, Snapchat, Twitter og selv Pinterest for at skabe kontakt til deres kunder. Mobiltelefoner er blevet en af de mest populære måder at promovere og reklamere for brands enten gennem brugergenereret indhold eller med annoncer på sociale platforme.

Hvordan påvirker det e-handlen?

Da internetbrugen på mobilen har overgået søgninger på computeren, er det vigtigt for e-handelsvirksomheder at sikre, at deres website er responsivt, så det fungerer optimalt på forskellige enheder og skærmstørrelser.

Men e-handelsvirksomheder bør ikke kun optimere deres websites, de bør kommunikere med deres kunder på de sociale platforme og tale det samme sprog som dem. Ved at udnytte brugergenereret indhold og bruge de sociale medier til promovering og kommunikation med deres kunder kan e-handelsvirksomhederne opbygge autentiske relationer med potentielle kunder og tjene på det på længere sigt.

Mary Meekers rapport kommer ind på, hvor brugernes adfærd bærer hen i den nærmeste fremtid. E-handelsvirksomhederne kan få fat i en større del af deres målgruppe ved at handle ud fra disse tendenser, indrette sig efter dem og være fleksible nok til at ændre kurs, hvis tendenserne skifter.

New Call-to-action